Rødovre Mighty Bulls – SønderjyskE Ishockey
TV-kanal ikke oplyst.
I 2010 vandt klubben sin første pokaltitel ved at vinde finalen på hjemmebane over Rungsted Cobras med 7-2 trods tre underkendte mål af video-dommeren. Klubben har yderligere to gange vundet pokalturneringen, i 2011 og 2013. I januar 2011 skrev klubben historie ved at vinde den første europæiske medalje til en dansk ishockeyklub, da det blev til bronzemedaljer ved Continental Cup-finalen i Minsk, Hviderusland. SønderjyskE blev i 2014 den første danske klub, som deltog i Champions Hockey League.
SønderjyskE Ishockey støttes blandt andet af SønderjyskE Ishockey Support (SIS), der i flere år har været landets største ishockey-supporterklub.
Klubben var i perioden 2004-25 en del af Sønderjysk Elitesport, der i størstedelen af perioden også omfattede et fodboldhold og to håndboldhold. Efter at fodboldholdet og herrehåndboldholdet havde forladt samarbejdet, blev Sønderjyske Ishockey i 2025 den tredje klub til at blive udskilt som selvstændig virksomhed med en ny ejerkreds og egen administration. Klubben havde i begyndelsen af 2025 præsenteret et årsregnskab, der viste et underskud på 2,5 millioner kroner og en negativ egenkapital på 4,7 millioner kroner. Det krævede derfor tilførsel af kapital eller eftergivelse af lån i millionstørrelsen, hvis selskabets drift efter 30. juni 2025 skulle sikres. I forbindelse med at båndene til Sønderjysk Elitesport blev kappet, fik klubben tilført et beløb på 3-3,5 millioner kroner, samtidig med at et lån på 2,6 millioner kroner til fonden bag Sønderjysk Elitesport blev eftergivet. Dette efterlod klubben med en positiv egenkapital på 1,5 millioner kroner, således at man kunne videreføre klubben med en uændret ambition om at spille med i top 4 i Metal Ligaen. Klubbens nye ejerkreds bestod af fire mænd med tæt tilknytning til lokalområdet: Kjeld Søberg, der siden 2018 havde været bestyrelsesformand for SønderjyskE Ishockey, og som også var stifter og medejer af 1990 VVS Søberg, Gynther Kohls, der i 2008-21 havde været bestyrelsesformand for SønderjyskE Fodbold, Anders Holst Sørensen, der var stifter og direktør for AS Tømrer ApS og indehaver af Padelbadel i Vojens, og Jesper Chrestensen, der havde siddet i bestyrelsen for SønderjyskE Ishockey fra sommeren 2024, og som var medejer af entreprenørvirksomheden Otto Chrestensen A/S. I forbindelse med ejerskiftet ændredes stavemåden fra SønderjyskE Ishockey til Sønderjyske Ishockey.
Pr. 1. juli 2025 ansatte klubben Mogens Kastbjerg som ny direktør, og samtidig blev han en del af ejerkredsen, således at de fem investorer begge ejede 20 % af klubben. Kastbjerg afløste Klaus Rasmussen, som indtil da havde været både direktør og sportschef, men som derefter måtte nøjes med at bestride sidstnævnte rolle. Den 6. oktober 2025 blev rollen som sportschef skåret væk på grund af økonomiske problemer, og dermed måtte Klaus Rasmussen forlade Sønderjyske efter 33 år i klubben. I august 2026 blev der tilført mere kapital til klubben, og samtidig udtrådte Mogens Kastbjerg igen af ejerkredsen, som herefter bestod af Anders Holst Sørensen, Jesper Chrestensen og Kjeld Søberg (hver med en ejerandel på 30 %) samt Gynther Kohls (10 %).