Dybdal er opvokset i en løbeglad familie, hvor både de to søstre og forældrene Lone Dybdal og Keld Abrahamsen har været særdeles aktive indenfor både orienteringsløb og atletik. Jakob Dybdal begyndte på atletik i 2012 efter at have dyrket orienteringsløb det meste af sit liv. Hans første stævne var en 1500 meter i Marselisborghallen i januar 2012. Dybdal har i årene 2014-2018 studeret Sport Management & Business i USA på Eastern Kentucky University. I disse år repræsenterede han samtidig universitetets atletikhold i cross og baneløb og deltog flere gange i den prestigefyldte NCAA-finale for universitetshold.