Herlev Ishockey Klub blev oprindeligt grundlagt i 1968 af Torben With, Jørgen Raae og Poul Andersen. Klubben startede med at låne træningstid i Rødovre Skøjtehal, indtil man i 1977 fik sin egen skøjtehal. Torben, der havde boet i Toronto i Canada i seks år, vendte hjem i 1964 (efter at have oplevet "sit hold" vinde Stanley Cup) og var bidt af den nordamerikanske nationalsport. Torben gik ind i Rødovre Skøjte & Ishockey Klubs bestyrelse, men efter en årrække besluttede han og svogeren Jørgen sammen med Poul Andersen at arbejde for en ishockeyklub i Herlev.
Efter nogle år ved roret kom der nye kræfter til, og de to aktive spillere Dion "Skipper" Christiansen og Bjarne Christiansens faderlige ophav – Hjalmar Christiansen – overtog formandsposten efter Torben With. Det var således under Christiansen at klubben blev mestre i 1984 med den legendariske træner Richard David ved roret og godt hjulpet af duoen Frank Barth og Dana Barbin.
I de seneste sæsoner har Herlev været isoleret i den nederste del af tabellen, og det fik holdet til før sæsonen 07/08 at melde ud, at man ville satse på langsigtet udvikling af talenter i stedet for at gå efter indkøb af udlændinge for en højere placering.
I sæsonen 2011-12 kom der igen eliteishockey til Herlev, da der blev stiftet et privat selskab, der skabte det hold, der i dag er kendt under navnet Herlev Eagles og bl.a. havde Kim Staal på holdet.